Lillian Drews

En overskrift der skræmmer, men sådan føler jeg det faktisk.
 

Jeg hedder Lillian og er en gammel pige midt i halvfjerdserne. Jeg har levet et liv i yderkanten som en tilskuer til livet men uden muligheden for at deltage. Allerede som barn isolerede jeg mig, det selvom jeg var vellidt, men jeg fik det dårligt når jeg var for tæt på mine kammerater. Dengang var allergi et næsten ukendt begreb, så ergo var jeg bare en sær unge som holdt mig for mig selv og brugte min tid på at tegne og læse.
 

De unge år var ikke sjove. Når jeg en gang imellem gik ud med de få kammerater jeg havde, endte det altid med åndenød, løbende øjne, udtværet mascara, nyseture der tappede en for alle kræfter og kløen over hele kroppen, for slet ikke at tale om de efterfølgende dages hovedpine, mave- og muskelsmerter.
 

Arbejde var en sag for sig. Et lysstøberi gav eksem, en papirfabrik ligeså, havde nogle gode år på et børnehjem, der var det kun et problem når børnene skulle bades, så kom samtlige symptomer igen. Fungerede perfekt i fri luft. Endte med at få en kontoruddannelse en dejlig datter og en invalidepension (alvorlig allergi og astma) som 25-årig. Så var det bare om at lære at leve med det. 25 år, invalidepension og dermed udelukket fra arbejdsmarkedet – helt sikkert noget der gavner et isoleret ungt menneske eller hvad?
 

Årene gik deres skæve gang, allergien blev ikke bedre med årene, tvært imod værre og værre. Jeg blev sat i behandling, ugentlige indsprøjtninger af husstøv mm. de næste 10 år uden virkning. Undervejs i dette forløb havde jeg opdaget at det der hurtigst udløste mine anfald, var parfumestoffer og kemikalier. Jeg gjorde specialisten jeg gik hos opmærksom herpå, men fik at vide at det var indbildning. Efter 10 år opgav jeg videre behandling og fik det meget hurtigt en del bedre. Brugte nu kun eksem-, astma-, nældefeber-, høfeber- og gigtmedicin.
 

Vi flyttede langt ud på landet. Det at komme ud af storbyen hjalp noget, men stadig var det et liv med mange restriktioner. Fester var noget man vurderede om det er noget du er parat til at være syg i flere dage for. Utallige er de fester hvor vi kommer sent, deltager i middagen og så snart spisningen er ovre må jeg gå (damerne går direkte på toilettet og parfumerer sig). Efter at have siddet en times tid i bilen er det så muligt at komme ind og deltage ved kaffen. Den korteste fest jeg deltog i varede 6 minutter, så kunne vejrtrækningen ikke mere. Biograf, teater, aftenskoler, idræt, møder, restaurant, selv kirkegang var udelukket. Nyt tøj skulle vaskes flere gange inden det blev taget i brug, offentlige transportmidler kunne ikke bruges og ferier var helt udelukket. Heldigvis var min mands familie meget forstående overfor problemet. Desværre var det ikke tilfældet i min familie, og min mor accepterede det først da hun var 82 år. En af mine brødre og min søster tager altid hensyn og husker ikke at bruge deodorant, parfume mm.
 

Så kom børnebørnene, tvillingepiger. De var meget ofte hos os og derfor måtte alt de skulle bruge købes i 4 eksemplarer, 2 sæt hjemme og 2 sæt hos mormor og morfar, for så var der aldrig problemer med om noget var vasket i forkert vaskepulver. Men der var ikke noget med at gå i Bio, på McDonald, i Circus eller andet af det man gerne vil glæde sine børnebørn med. Vi kunne dog køre på ferier i vores hjemmebyggede autocamper, hvilket vi har haft stor glæde af.
 

For omkring 15 år siden så jeg på TV et indlæg omkring MCS (Mangeartet kemisk intolerance) og jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Det var svaret, alle symptomerne passede så kunne allergispecialisten kalde det nok så meget indbildning. Alene det at kunne sætte et navn på det var en lettelse. Jeg kontaktede min læge som godt nok kun havde hørt meget lidt om MCS, men indvilligede i at vi forsøgte at stoppe astmamedicineringen og gigtmidlerne, de andre midler brugte jeg jo kun akut. Det gik over al forventning og i takt med at medicinen røg ud fik jeg det langt bedre og når jeg tog medicinen, kom der straks en forværring. Jeg meldte mig ind i MCS-foreningen og må indrømme at det var chokerende at læseartiklerne i deres blad, de viste jo tydeligt at medicinen var den rene gift og ikke mindst de 10 år med ugentlige indsprøjtninger af stoffer der var den rene gift for min krop. Men isolationen blev jo ikke mindre af at vide besked.
 

For 12 år siden konsulterede min mand så Torben Andersen fra AllergiKompagniet og det blev vendepunktet i mit liv. Da jeg så hvordan min mand blev hjulpet for sine problemer (af en helt anden art) samtidig med at han forklarede at det var rent hokuspokus, fuldstændig smertefrit og med øjeblikkelig virkning, tja så blev vi enige om at give det et forsøg. Det kunne i hvert fald ikke skade, allerhøjst kunne vi tabe lidt penge, men det var jo småting i forhold til HVIS DET VIRKEDE!!!
 

Fik en tid hos Torben og mødte op uden de store forventninger medbringende små plastikposer med diverse ting som jeg vidste jeg ikke kunne tåle, kattehår, husstøv, nullermænd, filterstøv fra varmeblæseren, smuds fra emhætten, diverse søber, rengøringsmidler, cremer, vaskepulver, shampoo, kosmetik, tryksager mm.
 

Efter en samtale og forklaring om hvordan behandlingen ville foregå gik Torben så i gang – en form for udvidet kinesiologi. Svært at forklare, i mine øjne rent hokuspokus men DET VIRKER.

Jeg forlod Torbens klinik totalt i vildrede, det var nu for mærkeligt men allerede på hjemvejen oplevede jeg den første bedring. Normalt fik jeg altid nyseture ganske kort tid efter at vi er startet, denne gang ingen nys. På vejen hjem bestemte vi os for at teste behandlingen og besøgte nogle venner hvor jeg normalt kun kunne komme om sommeren da jeg ikke tålte at komme ind i deres hus. De var i gang med at renovere deres hus, så der var fri adgang for skimmelsvampene under gulvet, hjernen sagde UD UD, men jeg blev og var i huset i 2 timer uden anfald. Allerede få dage efter afprøvede jeg igen mine reaktioner.

Det var tæt på jul så vi tog til juleudstilling, stod i en menneskemasse og så børnehavens blokvognskoncert, besøgte en guldsmedebutik der var fyldt med mennesker. Vi var i Tivoli, i nisseland og på restaurant med familien og tro mig, jeg kunne slet ikke få nok af at være sammen med andre mennesker, men samtidig var det skræmmende – instinktivt bliver man ved med at tro at tingene/duftene var farlige for mig dog uden at få reaktioner, og så er det også skræmmende pludselig at skulle leve på normale vilkår.
 

Der er nu gået omkring 12 år siden Torben fik mig løsladt fra mit isolationsfængsel. 
 

12 år hvor jeg stort set har fungeret på helt normale præmisser, jeg bruger ingen medicin, jeg foretager mig alt det som andre gør, har været på ferierejser, den ene gang på malerkursus på Korsika sammen med 12 andre kvinder. Bare det at kunne male uden at blive syg er super. Jeg bruger dog akrylmaling, der er jo ikke ligefrem grund til at udfordre skæbnen. Der er stadig få ting der ikke fungerer. Jeg kan stadig kun bruge allergivenlige vaskemidler, tåler ikke kosmetik og kan ikke tåle nytrykte aviser, men det er jo bagateller.

Jeg konsulterede Torben i alt 3 gange og fik et helt nyt liv, et liv og en mulighed som jeg takker for hver eneste dag.
 

Til alle jer allergikere såvel som MCS-patienter, prøv det, måske kan du blive hjulpet lige så godt som mig og under alle omstændigheder skade kan det ikke.
 

TAK TORBEN!
 

Lillian